Hue i perlestrik

Ofte får jeg købt lidt for meget garn, når jeg køber garn til en trøje. Denne rest alpaca fandt god anvendelse til en hue. Garnet er dejlig blødt og kradser ikke. Huen kan derfor sidde tæt på hovedet uden at genere.

Jeg har brugt ca. 50 g garn til huen. Modellen er strikket med strømpepinde nr. 3.

Jeg har strikket kanten som et bånd med fletmønster. Efter kantmasken strikkes to ret, to vrang, de 6 midterste masker strikkes ret og krydses på hver 4. række, to vrang, to ret. Ved krydsningen af de 6 midterste masker lægges 3 masker på en hjælpepind bag arbejdet, de næste 3 masker strikkes ret, derefter strikkes de 3 masker på hjælpepinden ret.

Når båndet har en længde på ca. 54 – 56 cm, afhængig af hovedstørrelsen på brugeren, lukkes af og båndet syes sammen til en ring. Derefter strikkes masker op fra båndet, ca. 108 masker til denne hue, og fordeles på 4 pinde. Der strikkes ca. 14 cm i perlestrik, dvs. en ret, en vrang og i næste runde en vrang, en ret , sådan at der hele tiden bliver en ret over en vrang og omvendt.

Til sidst strikkes  to masker sammen, jævnt fordelt, 3 gange på hver pind, dvs. 12 gange på en runde. Dette gøres i hver anden runde. Der trækkes en tråd gennem de sidste 12 masker.

Ideen til denne hue fandt jeg i et tysk katalog, www.finkhof.de.

Jeg synes, at jeg har fået mig et fint sæt – en hue i perlestrik og håndledsvarmere strikket med perler. ( Se tidligere beskrivelse af håndledsvarmerne)

Share Button

Leave a Reply

Your email address will not be published.


*

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.