«

»

Dec 12

Snemand

Det er sjovt at strikke små ting til at pynte op med i december måned. Denne lille snemand hjælper til at komme i den gode julestemning, hvor vinteren også kan være hyggelig og rar.

Ideen stammer fra Sue Stratfords bog “Mini Christmas Knits”.

Jeg har strikket snemanden i hvidt bomuldsgarn og fyldt den med rester af pladevat. Det er en god måde at få brugt også helt små rester, da de alle sammen er med til at give mere fylde.

Der strikkes to store snebolde i glatstrik, hvor der i starten laves udtagninger, derefter et par rækker uden udtagninger, når bolden har den ønskede størrelse, og derefter indtagninger på “samme” måde som udtagningerne, dvs. det samme antal masker på ind- og udtagninger. Snebolden til kroppen er lidt større end snebolden til hovedet. Når boldene er fyldt med pladevat, eller andet fyldmateriale, syes de sammen og placeres og syes ovenpå hinanden.

Til armene fandt jeg en rest brunt uldgarn. De er rundstrikket med 4 masker. For at få dem til at ligne grene er der strikket et lille ekstra stykke på en halv centimeter og syet på. Med denne metode er der ret mange ender, der skal hæftes. Mon de kan strikkes på en anden måde, der giver det samme resultat?

Hatten og halstørklædet  er strikket i forskellige rester strømpegarn. Tørklædet er strikket i ret. Hatten startes oppefra med 5 masker og udtagninger på hver anden maske. Hatten bliver anderledes, når der bruges en anden type garn.

Her har den hvide snemand fået selskab af en anden strikket snemand og en hæklet engel. Snemand nr. 2 er strikket i naturfarvet strømpegarn og hatten i en rest uld, ellers det samme som snemand nr. 1. Specielt hatten har fået et helt andet look pga. det forskellige garn.

For at snemanden kan stå selv, har jeg klippet et stykke hvid filt og syet på snemanden. Derefter har jeg limet filten på et stykke pap.

Share Button

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *

You may use these HTML tags and attributes: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <s> <strike> <strong>


*

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.