Dejlig varm poncho i naturgarn. En god strikke idé til vinterkulden!
Ponchoen er dejlig lun, den er strikket i naturfarved ren uld på pinde nr. 4½ og 5. Jeg har brugt ca. 850 g garn.
Opskriften er fra en tysk udgave af “The Knitter”, nr. 12/ 2012.
Jeg kan godt lide de brede snoninger, sat sammen med kiler i glatstrik, hvilket giver en fin effekt.
Ponchoen strikkes nedefra i to lige dele. Der strikkes frem og tilbage på rundpind, de første 4 rækker strikkes i glatstrik på pinde nr. 4½. Dette giver en fin rullekant. Derefter strikkes på pinde nr. 5.
Der kan sikkert strikkes forskellige former for snoninger til ponchoen. Denne snoning over i alt 9 masker giver en mere blød snoning. Først strikkes en snoning til højre over 6 masker og 3 masker ret, derefter 7 rækker som maskerne fremkommer. Ved næste snoning strikkes 3 masker ret, en snoning til venstre over 6 masker, derefter 7 rækker som maskerne er.
Til kilerne strikkes indtagninger hver gang, der laves en snoning, dvs. hver 8. række. Der strikkes 2 masker sammen på begyndelsen og slutningen af hver kile.
Når kilerne er strikket færdige og der kun er snoninger tilbage, sættes maskerne på en tråd eller hjælpepind. Anden del strikkes på samme måde som første del. Derefter samles begge dele på samme pind. Der fortsættes med indtagninger, først i vrangmaskerne og til sidst i selve snoningen.
Til sidst strikkes ærmekanterne, 2 ret, 2 vrang, og syes på.
Jeg tror, at jeg bliver rigtig glad for denne varme poncho.
5 comments
Skip to comment form
Hvor er den dog flot, Regina 🙂 Håber vi strikke-ses i det nye år ….KH Mette
Hej
Virkelig flot poncho du har strikket . Ved du hvordan jeg kan få fat i opskriften på nogen måde, for har en svigermor som gerne vil strikke den til mig 🙂
Hilsen Sisse
Author
Hej Sisse,
Undskyld mit sene svar. Jeg ved ikke, om opskriften findes på dansk. Jeg har strikket ponchoen efter en tysk udgave af “The Knitter”.
Hilsen Regina
Hejsa
Tænker at denne ligner da meget godt?
http://www.amioamio.com/da/produkt/137321/. Man kan sikkert købe en opskrift der…
Mvh Gabrielle
Author
Hej Gabrielle,
Tak for linket. Ja, modellen ligner meget. Der er lidt forskel i snoningerne.
Mvh. Regina