En dejlig lun jakke i alpaca, der varmer godt og har en god pasform.
Selvom novembervejret er forholdsvis lun i år, er det rart at få de tykkere trøjer eller jakker på. Denne jakke er strikket med to tråde alpaca på pinde nr. 4,5. I den oprindelige opskrift er der brugt en tråd alpaca og en tråd tyndt mohair garn. Men alpaca er meget blødt i sig selv. Jakken var nok blevet mere lodden ved at bruge mohair sammen med alpaca, og ville måske tabe noget af det rustikke look.
Mønstret er fra DROPS Design, www.garnstudio.com. Mønstret virker godt gennemtænkt og indeholder fine detaljer. Jeg har også holdt mig næsten til opskriften, bortset fra materialevalg og knaphullerne. I opskriften var anvisningen til et knaphul, at der skulle lukkes 1 maske af og slås 1 maske op igen på næste pind. Jeg synes, at dette knaphul blev for småt og var næsten ikke til at finde. Derfor har jeg lukket 2 masker af til hvert knaphul og slået 2 nye masker op over de aflukkede masker på næste pind.
Bærestykket er strikket på tværs, dvs. fra side til side, med forkortede rækker. Kraven og det øverste af bærestykket er strikket i retriller, efterfulgt af en fin mønsterbort, der ligner et keltisk mønster. Til sidst er der strikkede bobler, der er med til at give det rustikke look. Når bærestykket er strikket færdigt, opsamles masker langs kanten, og jakken strikkes videre oppefra og ned. Ærmerne strikkes på samme måde, oppefra og ned.
En fin detalje er, at mønstret fra bærestykket også strikkes ind i ærmerne.
Forkanterne er også strikket på. Derfor er der ikke en eneste søm, der skal syes, når jakken er strikket færdig. Der er kun et par trådender, der skal hæftes, og knapperne der skal syes på.
Nyeste kommentarer