Små engle

Jeg synes egentlig, at det er for tidlig at begynde med juleforberedelser i november. En undtagelse er dog, at strikke og hækle små ting til julepynt, da det hele ikke kan nås i december måned.

Til at starte med har jeg strikket tre små engle.Opskriften er fra Sue Stratfords bog “Mini Christmas Knits”.

Jeg har strikket englene i lidt forskellige garntyper, og det er ret interessant, hvor forskellige de bliver, selvom det er præcis den samme opskrift og samme størrelse strikkepinde, pinde nr. 2½, som jeg har brugt.

På ovenstående billede er englens krop strikket med naturfarvet strømpegarn – dvs. hoved, ben og arme. Kjolen er strikket i rosafarvet mohairgarn og vingerne i et meget tyndt naturfarvet mohairgarn. Håret er broderet på med franske knuder i viskosegarn med guld i. Endelig er mund og øjne syet på med en rest brodergarn.

Den næste engel har fået samme “krop” i naturfarvet strømpegarn, mens kjolen er strikket i en rest lilla alpaca, som jeg havde tilovers fra en tidligere strikket trøje. Håret er broderet på med knudesting i viskosegarn med sølvglimmer i.

Den lilla kjole er blevet noget kortere end den rosa kjole, selvom de begge er strikket med det samme antal masker og rækker. Måske er farven lidt for mørk til en engel, men på den anden side hører lilla også med til julens farver.

Den tredje engel har fået et hoved, arme og ben i hvidt bomuldsgarn. Desuden er vingerne strikket i hvidt bomuldsgarn. Kjolen er i rosa mohair, ligesom kjolen til den første engel. Jeg synes, at englen i bomuldsgarnet bliver mere grov og mangler noget af det mere bløde, engleagtige udtryk.

Her ses alle tre engle til sammenligning. Hvem er din favorit?

 

Share Button

Leave a Reply

Your email address will not be published.


*

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.